Det var godt engang
Vi har haft GVservice til at pudse vinduer i mere end 1 årti, og de første år var vi meget glade for det. Virksomheden har en fornuftig og venlig indehaver, der er til at snakke med.
Desværre er virksomheden vokset, og der er i dag meget mere gennemtræk i medarbejderstaben, end vi oplevede tidligere, og de mange forskellige medarbejdere har ikke altid samme fokus på kvalitet og kundepleje, som indehaver har.
Flere gange er medarbejdere kørt herfra uden at udføre hele opgaven, og de gange, hvor jeg har opdaget det, har de så måttet vende tilbage og udføre det manglende arbejdere. De mange skiftende folk begår ofte nogle helt forskellige fejl, og når én medarbejder har fået forklaret, at han ikke skal vælte stenene i haven men gå udenom, kommer den næste medarbejder, der ikke kan finde ud af at bruge trappen, men i stedet bruger de vandrette stænger i vores gelænder som stige, og når denne medarbejder er blevet forklaret, hvor trappen er, kommer der en ny, som begår andre fejl. Dermed bliver det et evighedsprojekt for mig som kunde, at holde øje med det udførte arbejde, og det er utilfredsstillende.
Dråben for mig var, at jeg opdagede, at en medarbejder på eget initiativ har fundet på, at han i stedet for at pudse vinduerne blot kunne skylle dem ned med et vaskeanlæg — over hele huset — og det på trods af, at jeg adskillige gange tidligere har talt med indehaver om, at vi kun ønsker afskylning af vore tagvinduer, og at vi betaler fuld pris for traditionel, manuel vinduespudsning på alle andre vinduer.
Jeg har enorm respekt for indehaver, men det burde være indehaver selv, der havde styr på sine medarbejdere, og ikke os som kunder, der skal kæmpe en evig kamp mod skiftende medarbejderes skyndsomhed.
Derfor tilvælger vi nu et mindre firma, hvor der forhåbentlig er færre ansatte og mere overblik.
Hvis indehaver ser denne anmeldelse, håber jeg den inspirerer ham til at se med friske øjne på den måde, arbejdet planlægges på, så virksomheden kan komme tilbage til den kvalitet i arbejdet, vi kunder oplevede tidligere.
April 28, 2020
Unprompted review