Et studie i selvbetjeningens kunst – nu også uden dansk
Jeg har besøgt Kilden i Haven 3-4 gange tidligere. Hver gang har oplevelsen været ganske udmærket: venlig betjening, hyggelig stemning og solid mad midt i Tivolis grønne idyl.
Men ved vores seneste besøg blev vi præsenteret for et helt nyt koncept – Selvbetjeningsrestauranten, hvor man heller ikke længere forventes at tale dansk – åbenbart uden at nogen havde husket at fortælle os det på forhånd.
Allerede ved ankomsten opstod en interessant sproglig oplevelse. Her taler man nemlig ikke dansk, faktisk forstår man det slet ikke. En af tjenerne forklarede ligefrem, at de “ikke forstår dansk”, så vi måtte klare os på engelsk – eller eventuelt russisk, hvis det skulle gå rigtig godt.
Da vores barn bad om nogle blyanter til at tegne med (en klassisk Tivoli-fordel, skulle man tro), viste det sig, at halvdelen af blyanterne var slebet ned til elegante, flade ender og resten var knækkede. Da vi bad om nogle bedre, blev vi høfligt præsenteret for en blyantspidser og informeret om, at vi kunne “spidse dem selv”. Det var så dér, jeg indså, at man her tager gæstens selvstændighed ganske alvorligt.
Maden var, for nu at være retfærdig, ikke dårlig. Den gjorde sit bedste for at kompensere for betjeningen, og det lykkedes næsten. Næsten.
Det er ærgerligt, jeg har tidligere holdt meget af Kilden i Haven.
Men efter denne særegne opvisning i “hjælp-dig-selv-gæstfrihed” vender jeg ikke tilbage.
Der er grænser, selv for min sans for ironi.
October 18, 2025
Unprompted review
