Skuffende oplevelse og mistet tillid efter mange års loyalitet
Jeg har handlet hos Medusa Copenhagen gennem flere år og har altid været glad for de ting, jeg har købt. Jeg har været betaget af det søde og unikke univers – men efter min seneste oplevelse bliver det ved det. Jeg kommer ikke til at handle der igen.
I november besøgte jeg sammen med min mor Medusa Copenhagens julemarked hjemme hos ejer og designer Rie i Vanløse. Det var hyggeligt, og tilsammen købte vi for ca. 2.500 kr. Efterfølgende opdagede jeg dog, at en figur, jeg havde købt, havde tydelige fejl: Der manglede dele af begge fødder, og en sløjfe, som skulle have været limet på en julekugle, manglede helt.
Samtidig opdagede min mor, at en figur, hun havde købt for 200 kr. på julemarkedet uden æske, blev solgt til 130 kr. på Medusa Copenhagens egen hjemmeside – endda med æske. Derudover var jeg tæt på at købe en glaskuppel til 300 kr., som senere viste sig at kunne købes online til 79 kr. i præcis samme mærke.
Det gav en uheldig oplevelse af, at priserne på julemarkedet ikke var gennemsigtige, og at der blev taget væsentligt højere priser end nødvendigt. Sammenholdt med de mange prisforskelle og fejl på varerne sad vi tilbage med en fornemmelse af, at det hele bar præg af et hastigt udsalg – næsten som om forretningen er på vej til at lukke, og fokus var på at få solgt lageret til overpris frem for at afholde et gennemtænkt og ærligt julemarked.
Senere fandt vi også ud af, at flere af de ting, vi så på markedet, på samme tidspunkt blev solgt hos Imerco til over 50 % lavere pris. Samlet set efterlod det os med en klar oplevelse af, at fokus primært var på at få solgt mest muligt – ikke på den unikke og personlige oplevelse, som brandet ellers signalerer.
Jeg kontaktede Rie pr. mail vedrørende fejlene på min figur samt prisforskellen på min mors køb. Min mor fik refunderet differencen, men jeg fik at vide, at min figur angiveligt var en prototype eller udstillingsmodel – noget jeg på ingen måde var blevet oplyst om ved købet, og som jeg i øvrigt kunne købe hos Imerco uden fejl og mangler.
Da jeg ønskede at returnere figuren, fik jeg besked om, at jeg selv skulle betale returfragten, hvis jeg ikke afleverede den personligt. Først efter længere tids korrespondance modtog jeg en returlabel. Der gik næsten en måned, før jeg fik mine penge retur. Jeg måtte rykke flere gange – én gang i slutningen af november og et par gange i løbet af december. Først den 17. december svarede hun; forklaringen var, at jeg var blevet glemt i travlheden...
Denne oplevelse har gjort det tydeligt for mig, at Medusa Copenhagen udadtil fremstår personligt og unikt, men at servicen ikke lever op til dette, når man som loyal kunde oplever problemer. Jeg er fortsat glad for de ting, jeg har købt gennem årene – men tilliden er væk. Jeg handler ikke hos Medusa Copenhagen igen og kan ikke anbefale andre at gøre det.

Reply from Medusa Copenhagen







